Sten saks papir

Noget af det mest uhyggelige, jeg har læst. Og det bliver endda filmatiseret til Netflix. Alice Feeney har tit nogle ret effektfulde vendinger. Dem skal man fifle lidt med for at de bliver tilsvarende på dansk. Og så skal pointen helst leveres knivskarpt. Den slags har jeg været med til at tune. Som i nedenstående tilfælde fremhævet hos Politiken:
”Her er en roman, der kommer godt fra start. Allerede på første side flyver gnisterne af siderne med formuleringer som »Bilen kom til verden – ligesom jeg – i 1978. Hvis man passer godt på ting, kan de holde et helt liv, men jeg har en mistanke om, at min mand godt kunne tænke sig at bytte os begge ud med en yngre model«. Det er jo til at blive i decideret godt humør af … Når romanen er bedst, lykkes den – som i eksemplet fra indledningen – med at servere nogle veloplagt bitre piller fra et ægteskab, der er blevet surt som gammel mælk. Som i denne udveksling, der fortælles af Amelia: »Han dukker op bag mig, så det giver et sæt i mig. »Undskyld, det var ikke min mening at forskrække dig«. Det var det. »Jeg blev ikke forskrækket ...«. Det blev jeg«. Forholdet mellem det, der bliver sagt, og alt det usagte imellem Adam og Amelia er i virkeligheden romanens stærkeste kort …”